Historien om HandyMaM

sidst ændret 28-12-2014


- et fritidsprojekt der voksede.
Jeg afsluttede i 2000 en uddannelse som konfektionstekniker på TEKO-Centret ved Herning, men da flere og flere konfektionsfabrikker og systuer outsourcede produktionen til Asien eller Østeuropa var der meget langt mellem jobs i branchen.

Det endte med, at jeg i oktober 2000 søgte og fik et job i rengøringen på en større lokal efterskole. Da rengøringslederen på stedet gik på efterløn i 2001 overtog jeg hendes job, men fik samtidig forskellige syopgaver for skolen. Der skulle betrækkes hynder og syes gardiner - altsammen opgaver jeg kunne klare på den lille systue som jeg havde som hobby.

Hobbyen greb dog mere og mere om sig og i 2007 blev HandyMaM grundlagt som en egentlig virksomhed, hvor jeg ved siden af mit egentlige job kunne udføre alle de syopgaver jeg fik fra skolen - uden at jeg efterfølgende skulle afspadsere timerne på rengøringsområdet.
En momsregistrering var en meget mere enkel og praktisk løsning, da jeg nu kunne holde tingene helt adskilt.

Efter oprettelse af min første hjemmeside i maj 2008 kom der for alvor gang i sagerne og mit første store job var at sy samtlige gardiner til et stort hotel, og specielt gardiner var i et par år med til at sørge for stor travlhed på systuen.

Maskinbroderi kom efterhånden også til at spille en rolle. I begyndelsen blev broderiet udført på en lille Bernina Artista 200, men den viste sig hurtigt at være alt for lille og langsom til de opgaver, der løbende kom ind. Jeg anskaffede derfor en professionel maskine, en Amaya XT med 16 nåle og et broderifelt på 41 x 41 cm. og den har vist sig at være fuldt tilstrækkelig til de opgaver jeg har haft.

I sommeren 2014 opsagde jeg min stilling som rengøringsleder. Jeg havde det godt på skolen, men efter næsten 14 år på samme sted havde jeg også lyst til at se noget andet. Jeg var ikke i tvivl om at systuen skulle fortsætte, så jeg skulle stadig finde et job, der kunne kombineres hermed. Jeg startede som sommervikar i et lokalt rengøringsselskab, men fik så tilbudt at overtage en del af et andet rengøringsfirma - et firma som jeg havde haft et langt og godt samarbejde med omkring den årlige hovedrengøring på skolen.

Pr. 1. januar 2015 er HandyMaM ikke blot systue og maskinbroderi, men også rengøring for privat og erhverv.